Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
350 For kirke og kultur. har ingen seet Petőfi, og hans lig blev aldrig fundet. Flere personer opstod siden paa forskjellige steder i landet og udgav sig for den forsvundne. En af dem havde endog en forbausende lighed med ham og oplæste til og med nye petöflske digte. Men de blev alle afsløret som bedragere. Det samme var tilfældet med en vis Daniel Manasse, som i 1877 satte hele Ungarn i stor bevægelse, ja endog foranledigede en debat inden den ungarske rigsdag og en henvendelse til regjeringen. Han fortalte nemlig, at han netop var vendt hjem fra Sibirien, hvor hau havde truffet Petőfi i russisk fangenskab, trællende i en sibirisk grube. Det blev bevist, at ophavsmanden til dette rygte kun var en simpel plattenslager, som aldrig havde sat sin fod i Sibirien. Alligevel dukkede det samme rygte op igjen i 1884. Der kan dog nu neppe længere være tvivl om, at Petőfi har fundet døden for en kosaklanse. Efter al sandsynlighed gjemmes levningerne af Ungarns største sanger i den store grav, som ved bredderne af den lille flod Küküllö er opkastet over 135 faldne ungarske frivillige. Den russiske officer, som havde opsyn med begravelsen, den senere general von Heydte, har berettet, at der blandt de faldne var en ung mand, der laa tæt ved landeveien, med brystet gjennemboret af et lansestik. At han særskilt huskede ham, kom deraf, at der af hans frakkelommer var faldet ud hele bunker af papir, tæt beskrevne med ungarske vers. Og da den unge mands lig blev sænket i graven, kastede Heydte disse papirer efter ham. Dette har uden tvivl været Petőfi. «Han fik», siger Birger Schöldström med rette, «den skjønneste krans med sig i graven, digtets blomster, som var spiret frem af hans eget sanger- hjerte». Vi siger med vemod: hvor tungt, at han skulde rykkes bort saa brat, midt i livets skjønneste vaartid! Og vi kommer ihu, hvad han selv siger i sine «Stjerneløse nætter»: Hvad er berømmelse? Et regnbuskimmer, en solens straale, som i taarer brydes. Men lad os tillige mindes det gamle ord af den romerske sanger: Qvem di diligunt, adolescens moritur — den. guderne elsker, dør ung. Viktor Bydberg har visselig ret, naar han siger, at «hvad den unge, som virkelig tror, ät der gives noget heiligt, og tror, at han er sendt hid til verden for at være dette helliges stridsmand, mest af alt frygter for, det er at overleve sit hjertes varme. Den sandhed, som ligger i hint Plautus’ ord, er den, at
