Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
Alexander Petőfi. 351 det er en skrækkelig lod at blive gammel nok til at overleve det bedste i sig selv. At dette er en sædvanlig lod, og at de, som rammes af den, ikke kjender den som tung, formindsker ikke, men foreger dens sørgelighed. Fra dette synspunkt ai er en vakker død i ynglingeaarene en velgjerning, sendt fra kimlen, tuest efter den at have levet længe og virket tro og saa med graanede lokker dø en høisindet, varmhjertet ynglings død». Men hvor dybt og inderligt Petőfi var vokset sammen med det ungarske folks hjerte, viser sig bedst deraf, at det gamle sagn om Frederik Barbarossa, Böiger Danske og flere gaar igjen om ham i de ungarske landsbygden Folkets yndling er ikke død, men sidder i et slot langt inde i skoven. Og naar magyarerne engang kjæmper den sidste afgjørende kamp for sin frihed og selvstændighed og er nær ved at bukke under for overmagten, da kommer der en herlig yngling paa en ravnsort hingst sprængende over Puszta'en. Det er Petőfi, som ordner sine landsmænds vaklende rækker og fører dem fremad til seir. At Petőfi mere end nogen anden forfatter i hele den ungarske literatur er bleven folket saa kjær, er intet under. Thi han er en folkedigter i ordets bedste betydning. Ingen har som han forstaaet at gribe mægtigt og fnldt i den ungarske folkesjæls strenge. I ham kjender folket sig selv igjen, han er som ingen anden trængt ned i dets eget hjertedyb, og det er ud deraf han har øst sin luende begeistring. Han er den reneste type paa den magyariske aand. I hans vers jubler og græder og stormer alt, hvad der bevæger det ungarske folk, han er dets inkarnation, legemliggjørelsen af dets nationale individualitet. Hin urgamle kraft, som holdt ungarerne oppe i tusendaarig kamp, strømmer gjennem hans blod, og den vildhed, som det krigerske folk bragte med sig fra Asiens stepper, raser os imøde fra hans sang. Den brændende fædrelands- kjærlighed, som altid har karakteriseret Ungarns mænd og kvinder, gløder gjennem hver strofe i hans lyrik. «Han er», siger en af hans biografer, Alexander Fischer, «den unge nations sanger og helt, hvis krans er tvundet af uforvisnelige blomster, der har sine redder i Theisz’s dale som paa Karpathernes skrænter. I hans troldomsfulde sänge finder man den ungarske puszta eller lavslette med dens lnftspeilinger, det ungarske folkeliv i dets vekslende skikkelser, kjærligheden fra dens elegiske klage til dens triumferende jubelhymne, patriotens dumpe sorg og det vækkende kald
