Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
368 For kirke og kultur. sin grand i, at kirken altfor lidet har fremtraadt som et samfund med sine egne, til dens aand og væsen svarende organer. Hos os er kongen «øverste biskop», hans raadgiver i kirkelige anliggender er «den kgl. norske regjerings chef for kirke- og undervisningsdepartementet», hvortil godt kan blive taget en bvilkensomhelst embedsmand, storthinget er kirkelig lovgivningsmyndighed, og i storthinget kan der sidde baade fritænkere, sekterere og jøder, der altsaa skal være med at afgive stemme i et evangelisk-lnthersk kirkesamfunds dyreste velfærdsanliggender. Med den parlamentariske regjeringsform er kirken underkastet alle de samme vexlinger og tilfældigheder, som statsstyrelsen er underkastet. Kirken savner et fellesorgan til at tale i dens anliggender, de enkelte menigheder har heller ingen egentlig «mund». Tugten over lære og liv er yderst skrøbelig som følge af, at kirken ikke er sat istand til selv at øve fornøden kontrol. Aabenbare fritænkere og ryggesløse ugudelige taales og bliver staaende som lemmer af kirken istedetfor at fjernes. Der har som sagt ikke manglet paa klager berover, heller ikke paa forsøg i retning af at faa stillingen forbedret, men endnu er forholdet væsentlig uforandret. Hvad løsningen omsider vil blive, er ikke godt at sige. Det kan tænkes, at staten tilsidst bliver træt af kirkens klager og «giver den paa baadeu», overlader den til sig selv, efterat den først er tilbørlig plukket og ribbet. Kan ogsaa hænde, at kirken selv finder stillingen saa uholdbar, at den ingen anden udvei ser end at løse sig fra forbindelsen med staten, at der altsaa oprettes en frikirke, der er fremgaaet som følge af et brud, saaledes som den skotske frikirke af 1845. Skal man dømme efter den forhaandenværende sløvbed hos størsteparten af vore menighedslemmer saavelsom hos mange af vore prester, saa bar det rigtignok med dannelsen af en saadan frikirke overmaade smaa og lange udsigter. Og tager man i betragtning vort lands naturlige beskaffenhed og vort folks ringe økonomiske evne, da kan det vel være et stort spørgsmaal, om kirken i vort land var tjent dermed, og om det var til folkets eget bedste. Jeg er bange for, at en saådan frikirke vilde komme ti) at friste overmaade kummerlige kaar; at tilslutningen paa mange steder vilde blive yderst ringe; og at flere for vort folk eiendommelige karaktertræk, som ved siden af saa meget godt findes iblandt os, som hovmod, mistænksomhed, selvraadighed, knebenhed, i altfor høi grad vilde gjøre sig gjældende til kirkens skade. Nu, Gud raader for udviklingen. Kommer en frikirke hos os istand paa den nævnte maade, indtræder et saadant brud, saa tager vi imod det som noget af Gud ordnet og givet, og da gaar vi trøstig fremtiden imøde med den fulde forvisning, at kirkens Herre er med os alle dage og selv vil føre sin kirkes kampe ud til seier. Men egentlig ligefrem at arbeide for frikirken tror jeg neppe er tilraadeligt. De forsøg paa dannelse af frikirker, som
