Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz

366

For kirke og kultnr.

end opimod halvparten af samtlige norsktaleude individer derover. En stor del staar udenfor al forbindelse med kirken, andre hører paa kirkens forkyndelse, men er ikke indskrevne medlemmer af nogen kirke eller menighed. Om brødremenigheden kan man vist- nok sige, at den overalt har virket som et godt salt i mange retninger, har gjort store ting for missionen, for kristelig opdra- gelse osv., men den har ikke formaaet at blive et helt folks kirke- form. Den skotske frikirke af 1845 tæller neppe mere end omtrent tredieparten af den skotske befolkning, resten tilhører enten den skotske nationalkirke, som bestod før bruddet, eller deu engelske statskirke eller de saakaldte united presbyterians. Forat kirken i et land skal blive en folkekirke, er det nødvendigt, at staten gjennem sine myndigheder træder i et saadant anerkjendende og beskyttende forhold til kirken, at denne faar ro til at udvikle sig og befæstes inden riget. Tænker vi paa, hvorledes det historisk er gaaet til hermed, kan vi nok sige, at der fra statsmyndig- hedernes side er begaaet mangt et feilgreb, at frivillighedsprincipet desværre ikke altid har været tilbørlig respekteret, at magten mangengang har været det bestemmende, men vi maa ogsaa tro, at saadant kan have været nødvendigt «for hjerternes haardheds skyld», og at Gud ogsaa herigjennem har fremmet sine gode hen- sigter med mennesker, som ellers vilde kommet til at forblive udenfor kirkens omraade og ikke havde faaet del i dens velsignelse. Sikkert er, at det har været til nytte for begge samfund. Thi vel har de begge en forskjellig opgave, sine forskjellige interesser og virkemidler, hvilket den Augsburgske konfession udtrykker saaledes: «Det verdslige regimente har med ganske andre ting at bestille end evangeliet; øvrigheden værger ikke sjælene, men legemerne og de legemlige ting mod aabenbare krænkelser og holder ved sværdet og timelige straife menneskene i ave. Derfor skal man ikke sam- menblande den geistlige og den verdslige rnagt» (Augs. konf. art. 28). Men dette udelukker dog ikke, at de to regimenter kan have sine /æføsinteresser, hvor det er af vigtighed, at de begge staar sammen, arbeider sammen, anerkjender hinanden, respekterer hinanden, støtter hinanden. Vi nævner exempelvis skolen, den høiere og den lavere, ægteskabet, fængselsvæsenet, hospitalsvæsenet. Mangen strid har i tidernes løb været udkjæmpet mellem staten og kirken, fordi deres interesser paa disse felter har tørnet sammen. Og jo mere staterne fjerner sig fra kirkens aand og trænger kristen-