Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
Alexander Petőfi. 347 i Budapest sommeren 1885, da en stor skare af franske videnskabs- mænd og kunstnere den 11te august drog 1 procession til digterens monument og ydede ham sin hyldest. I spidsen for toget skred -den berømte Lesseps, som da gik i sit 80de aar, ledsaget af Francois Coppée og Louis Ulbach. Efter dem saaes mænd som Delibes og Massenet. Tyve af de yngre bar paa en baare en kjæmpekrans af levende blomster. Til den var fæstet et bredt trikolort baand med indskriften: *Les amis francais de Hongrie h Petőfi». Frä monumentets trappeafsats holdt den gamle Lesseps en kort ildfuld tale for Petöfis mindé, kvorefter Frangois Coppée oplæste det skjønne digt «A Petőfi», som han liavde skrevet den foregaaende nat. Saa bruste fra den talløse menneskemængde paa pladsen Vörösmarty’s høitidelige, næsten religiøse nationalhymne, der afløstes af marseillaisens pathetiske toner. Det hele gjorde et gribende indtryk. Alexander Petőfi er Ungarns største folkeskald. Hans stilling i Ungarn svarer til den, Robert Burns indtager i Skotland. Det gik ham ogsaa i begyndelsen, som det gik Burns: dilettantismeu fandt ham «vulgær». Men den følelsens naturlyd, som er det største og dybeste hos Petőfi, og som hos faa af verdensliteraturens digtere klinger saa sterkt og mægtigt, var det vanskeligt, selv for pedantiske akademikere og forfinede salonmennesker, at modstaa. Petőfi siger selv i et af sine breve: «Tilsidst begyndte kritiken at tage notis af mig, som naar en fed okse med næsen nedi græsset ser forbauset paa en lærke, der tripper omkring og kvidrer tæt ved den». Det er Michael Vörösmarty’s udødelige fortjeneste, at han fra første stund af forstod og anerkjendte Petöfis storhed. Der er i poesiens historie neppe et større og stoltere øieblik end det, hvori Vörösmarty, dengang Ungarns mest feirede skald, hvis ædle og rene sjæl var aldeles fri for al smaalig misundelse, udtalte til Petőfi sin dom om hans digte. Det var efter en strabadsiøs, fiere maaneder lang marsch til fods fra Debreczin til Pest, at den 20-aarige slagtersøn, der hidtil ihærdigen havde forsagt sin lykke paa brædderne, men gang paa gang gjort den mest eklatante fiasko, fremstillede sig, just ikke i det eleganteste kosturae, for Vörösmarty. Den noget afmaalte og utilgjængelige digterfyrste søgte at slippe for at høre indholdet af det krøllede hefte, den unge magre, udhungrede mand med de mørke og dybe, næsten truende øine, trak op af lommen. Men Petőfi, som aldrig lod sig
