Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
364 For kirke og kultur. den at bryde med statskirken, at forlade den og oprette eller slntte sig til et eller andet friere kirkesamfund. Sjelden er nogen sjæl kommet til alvorlig vækkelse og liv i Gud, uden at dette spørgsmaal ialfald i nogen grad har beskjæftiget sind og tanke, og det har ofte været først efter aarelange grublerier og kampe, at man har fundet ro ved at forblive i sit eget samfund. Mange af den nulevende ældre slægt af prester i vort land kan tale med om, hvorledes de i sine yngre dage led og vaandede sig, førend de med fuld fortrøstning fandt at kunne indgaa i prestetjenesten i vor statskirke med dens eiendommelige bundne kaar og dens mange- haande iøinespringende brøst. Og de har ikke kunnet forblive staaende som denne kirkes tjenere uden paa den maade, at de stadig har løftet raabet paa reform baade med hensyn til kirkens styrelsessæt og med hensyn til visse hemmende baand vedkommende kirkens eget liv. Det er visselig af høieste interesse og er overmaade vigtigt, navnlig for vordende teologer og prester, at vi klargjør for os vor egen kirkes stilling og de betingelser for en heldig virken, den byder sine tjenere. Imidlertid maa vi dog, førend vi gaar nærmere ind paa dette emne, først anstille nogle betragtninger af mere almindelig natur angaaende kirkens opgave og derefter se at komme til klarhed over, hvilken stilling der efter samme bedst egner sig for den. Kirken har nærmest den opgave at frelse sjæle, at frelse den enkelte. Den er som kvinden, der søger efter den ene tabte penning, indtil hun finder den, og glæder sig over denne ene penning, mere end over alle de andre. Men den har ogsaa en anden opgave, den at være folkenes opdragerinde, at sprede lyset og livet fra Guds ord ind i alle mulige forholde indenfor folke- legemet. «Gjører alle folkene til disciple» osv. Folkekirker er saaledes noget af Herren selv villet. Og som Herren har villet, saaledes er det ogsaa gaaet til. Overalt, hvor evangeliet er trængt frem, har der dannet sig folkekirker, og af folkekirkernes mangfoldighed er der bleven en hel kristelig folkeverden med kristelige institutioner og skikke. Mangfoldige navnkristne vist- nok, megen klinte paa ågeren, men dog saa, at kristendommens omdannende og opdragende magt lader sig kjende i alle forholde. Sæderne formildes, de undertrykte reises op, en ædlere tænke- og handlemaade gjør sig gjældende menneskene imellem, kulturen
