Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
Frikirken eller kirkens frigjørelse. 363 Hvilke erfaringer har saa kirken gjort i denne sag? hvilken stilling har været den tjenligst? hvilken forfatning har været mest skikket til at fremme dens herlige øiemed, dens sjæle- og samfunds- gavnlige virken? Der er vel dem, som strax vilde være færdige til at svare: Naturligvis frikirken. Kirken burde overhovedet ikke existere uden som frikirke. Kun som frikirke, o: som en af statsmyndig- hederne uafhængig kirke, fuldt raadig over sine egne indre anliggender og udstyret med de rette kirkelige organer, kan den i sandhed blive saltet i verden og virke til slægternes foryngelse. Staten maa her holdes udenfor, den har her intet at sige eller gjøre. Den skotske frikirke (af 1845) har blandt sine fundamentale læresætninger et par, som lyder saaledes : Statsstyrelsen, den verdslige konge, kan ikke paa nogen maade gjøre fordring paa at styre kirkens anliggender. Den borgerlige øvrighed, det verdslige riges konge eller styrer, har ikke nogensomhelst ret til at befale i kirken, og han har ikke blot ikke ret til i samme at befale det, som er ondt, men hau har ikke engang ret til i samme at befale det, som er godt. Kirken taber, siger videre den frie kirkes mest vidtgaaende venner, hvoraf vi visselig ogsaa hertillands har adskillige, ved at være afhængig af statsstyrelsen let sin kraft og duer ikke til at salte den fordærvede masse. Kirken begyndte som frikirke, og der er vist heller ikke nogen tvivl om, at den vil ende som frikirke, hvis eneste hoved og styrer er den Herre Kristus. Begrebet statskirke er overhovedet en uting. Kirkens ulykke daterer sig netop fra den tid, den blev statskirke. Saalænge kirken var fri, var den fuld af liv og kraft. Det var den kristelige og kirkelige begeistrings og renheds tid, det var vidnesbyrdets, martyriets heroiske tid. Da den blev statskirke, begyndte saltet mere og mere at tabe sin kraft. Kirken er som statskirke, som en af staten beskyttet, styret og begunstiget kirke, som en staten og dens øiemed tjenende kirke kommet i et uværdigt trælleforhold under en fremmed magt, hvorfra den for enhver pris bør se til at komme sig løs osv. osv. Vi ved, at dette spørgsmaal om kirkens stilling til staten har været og er for mange i vort land et ligefremt samvittigheds- spørgsmaal. Det har ofte ikke givet dem ro nat eller dag, og de har tilsidst fundet den eneste rette løsning for sin del at være
