Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
362 For kirke og kultur. dommelige udspring og lokker til at komme til lyset og underkaste sig kirkens herre. Kirken er ved sin lære og ved sit liv «staden paa bjerget», der ikke kan skjules, «lyset paa lysestagen», der skinner for alle rnndt omkring og bringer menneskene til at «se de gode gjerninger», formedelst hvilke Gud faar sin «pris paa besøgelsens dag». Hvor inderlig maatte vi ikke ønske, at kirken lige fra begyndelsen kun liavde virket som surdeigen, som staden paa bjerget, som lyset paa lysestagen! Give Gud, der aldrig havde været og heller ikke nu fandtes i kirken det, som kunde virke modsat, virke forargende, virke nedbrydende! Vi ved, det har desværre ikke været saaledes, og det er heller ikke nu saaledes. Kirken er fuld af «forargelser og dem, som gjør uret». Men den største forargelse er kanske den, at kirkelegemet ikke længer er ét legeme, at Guds kristenflok er «delt og spredt og kan ei mer forliges». Det, som laa vor herre og frelser saa inderlig paa hjerte, det, som han beder om i afskedsstunden (Joh. 17): at alle hans disciple maatte være ét, forat «verden skulde kjende, at faderen havde udsendt ham», er desværre ikke bleven opfyldt saaledes, som han mente og ønskede det. Skal kirken virke i verden som surdeigen, som staden paa bjerget, som lyset paa lysestagen, da er det heller ikke uvæsent- ligt, at baade dens ydre stilling som et samfund ligeoverfor andre samfund og dens egen indre ordning, med andre ord, alt, hvad vi betegner som dens forfatning, er saadan, at den uhindret kan udfolde sit indre liv efter sit eget væsen og aabenbare sin kraft. Er end spørgsmaalet om kirkens forfatning ikke egentlig et livs- spørgsmaal for kirken, ialfald ikke under alle omstæudigheder, har det end vist sig, at kirken kan leve under alle slags forfatninger, saa er det dog langtfra et for kirken ligegyldigt spørgsmaal; ingen kirkens ven hør vise det fra sig. Kirken har altsaa i tidernes løb prøvet mangeslags forfatninger; den har været forsøgt baade i frihed og i trældom, baade i velmagt og i trængselskaar, baade i herskerstilling og i tjener- stilling. Den har tællet blandt sine øverste jordiske styrere baade keisere og konger, paver og andre myndigheder, geistlige og verdslige; den har maattet bøie sig baade for enkeltmands- og for flertals- vælde; dens styrelsesform har været baade aristokratisk og demokratisk, synodal og presbyterial osv.
