Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
FRIKIRKEN ELLER KIRKENS FRIGJØRELSE. (Indledningsord til en diskussion om «frikirken» i møde af «Kristelige studenters forening» paa universitetet den 27de oktober sidstledeu ved provst C. M. Eckhoff)1). «Himmeriges rige ligner en surdeig, som en kvinde tog og skjulte i tre maader mel, indtil det blev syret altsammen» (Matth. 13, 33). En saadan surdeig er himmeriges rige, hvad enten vi tænker paa det rige, som er «inden i os», gudsriget i hjertet med «retfærdighed, fred og glæde i den kellig-aand» (Kom. 14, 17), eller vi tænker paa riget rundt omkring os, samfundet af hellige, som Jesus har oprettet, med den bestemmelse at underlægge sig alle jordens riger og alle samfund og alle institutioner, gjennem- trænge dem alle med sin aand, sin kraft og sit liv. Himmeriges rige i denne sidste betydning af ordet kalder vi kirken. Kirken er plantet i verden for som en surdeig at sprede mørket, overvinde døden, gjennemtrænge hele verden, alle folkene, alle riger, det hele folkeliv, alt samfundsliv, alle samfnndsformer med nyt, himmelsk lys, nyt, himmelsk liv. Som surdeigen virker kirken nærmest gjennem det ord, den forkynder, gjennem den i prædiken og skrift nedlagte lære. Evangeliet, som skal forkyndes for al skahningen, er ikke blot en «kraft til saliggjørelse» for hver enkelt, som tror, men er ogsaa det sværd, hvormed den himmelske konge tvinger alle folkeslagene under sig og delagtiggjør dem i sit riges goder og velsignelser. «Gaar ud i al verden og gjør alle folkene til disciple, idet I døber dem osv. og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet eder». Som surdeigen virker kirken dernæst gjennem det liv, som leves inden dens enemerker, og som den aabenbarer udad. Kirkens liv er — ideelt seet — et renhedens, et sandhedens, et kjærlig- hedens liv, som overbeviser mørkets og løgnens børn om dens gud') Trykt efter opfordring og i den anledning lidt rettet.
