Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
360 For kirke og kultur. masse tæt besatte festplads, som siden er bleven opkaldt efter Petőfi. Trinene til den vældige granitsokkel, hvorpaa statuen staar, var aldeles skjult af blomster og kranse. Allerøverst laa en stor laurbærkrans, forsynet med to silkebaand, det ene i ungarske farver, det andet hvidt med følgende indskrift: «Une adoratrice du grand poéte Hongrois Petőfi Sándor». Kransen var fra Carmen Sylva, Rumæniens kongelige digterinde. Efterat de sidste toner af Petöfis fædrelandshymne «Din er jeg, din, mit fosterland» var hendeet, deklamerede Enterich Nagy, en af de bekjend- teste skuespillere ved nationaltheatret, det prisbelønnede festdigt af Alexander Endrödy, og under jublende «Éljen» fra den dybt- bevægede mængde faldt sløret fra Petöfis standbillede. Han er iført honvédofflcerernes sædvanlige uniform; men skjortekraven er vidt udslaaet og halsen bar. Saaledes gik han altid, da han var i felten, og general Bem, som var ligesaa lidet pedantisk i saa- danne ting som Petőfi selv, lod ham have sin vilje. Men denne negligence indbragte ham en alvorlig reprimande, den han tog meget ilde op, af krigsministeren, Lazar Mészáros, som var en ærlig og tapper gammel krigsmand, men opdraget i den strenge, østerrigske krigstugt, der var meget nøieseende med hensyn til det militære toilet. Hovedet er blottet, og ansigtet lyser af begeistring. Den høire haand løfter hau med en rhetorisk gebærde mod himlen, i den venstre holder han en papirrulle, som vilde han slynge- sit tændende opraab «Talpra Magyar/» ud over folket og tilraabe det med manende røst: «Ingen glæde den skal finde, ingen lykke den skal vinde, som sit usle liv vil spare heller end sit land forsvare. Men ved ham, som ser og hører,, vore fædres Gud i himlen, sværger vi, sværger, at fra nu af aldrig slaver bli’».
