Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz

358

For kirke og kultur.

Men bytter med brudens slør du enkens, læg dette da hen paa min grav i lunden !

Saa vil jeg komme i midnatstimen

og tage det med i det dystre rige

og tørre med det mine bitre taarer

for dig, som saa let kunde glemme din husbond,

og lukke med det mit hjertes vunde —

jeg, som dit navn i min sjæl har ristet

og aldrig dig glemmer i evighed.

Julias indtræden i nyt ægteskab vakte bestyrtelse og indignation over hele Ungarn. Men der var især en, som oprørtes derover i sin inderste sjæl. Det var den mand, som næst efter Petőfi er Ungarns betydeligste digter, Johann Arany, forfatteren til det berømte nationalepos «Toldin, for hvilket han i 1847 vandt Kisfaludy — selskabets store pris, og som vakte en storm af begeistring. Med ham havde Petőfi sluttet et inderligt fostbroderskab; det var ingen, som hang ved ham med varmere og dybere hen- givenhed, ingen, som bedre forstod ham end Arany. I dennes hjem havde Petöfis unge hustru fundet ly og beskyttelse, medens hendes ægtefælle var i krigen. Til Aranys smerte over tabet af vennen føiede sig en levende medlidenhed med den efterladte hustru. Men da hendes nye forbindelse kom ham for øre, greb han pennen, dirrende af harme, og skrev et af sine bekjendteste digte, hvor han gaar frygtelig i rette med den letlivede kvinde. Digtet heder «Honvédem enke» (Honvéd er egentlig det magyariske ord for «fædrelandsforsvarer», men brugtes i 1848—49 som navnet paa de ungarske frivillige), og dets indhold er følgende: «Den unge helt er draget ud i kampen; der faldt han med de øvrige. Mange haabede paa hans tilbagekomst. Ogsaa krigerens unge hustru troede, at han en dag vilde vende hjem. Dog, ventetiden blev hende for lang, hun bar vel en sort klædning, men ansigtet var som en rose. Snart glemte hun den uforglemmelige og rakte en anden sin haand. Og medens hin smuldrer i graven, klinger musikens toner ved det nye bryllup. Men pludselig springer døren til salen op, og med blegt og blodigt ansigt staar honvéden der. Bruden bryder ud i et forfærdelsens skrig. «Vær ikke bange for den ubudne gjest, skjønne brud», lyder det fra den blege skikkelse, «jeg kom bare for at overbevise dig om det, som du fordristede dig til at tro, min død». Han anklager ikke den troløse, som ei har elsket ham, han anklager kun sig selv, at han har bortødslet