Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
Alexander Petőfi. 357 mine aarer; tlii hvor meget jeg end forsømmer mig selv, ja søger at ødelægge mig, er mit ansigt og mit legeme, som om jeg daglig badede i suudhedens hav . . . Jeg, som ingen og intet har elsket uden ham! Ve den, som kun elsker engang, det er en forbandelse! . . . Saa længe jeg endnu kan bevare en gnist af haab, saa længe vil jeg taale og lide. Hvor vilde jeg ikke med glæde lide tusender af aar, om min løn derfor var den at omfatte hans hænder og i et kys udaande mit liv». Dette karakteristiske brev, som mange uden tvivl vil sige aander den mest fortvivlede smerte, men hvis følelsesudbrnd i ethvert ufordærvet og lydhørt øre har en klang, som ikke er ægte, er et ganske interessant dokument til menneskehjertets, særlig kvindehjertets, naturhistorie. Thi neppe tre maane- der efter dette brevs affattelse, og neppe et aar efterat Petőfi var forsvundet paa slagmarken, endnu før nogen med fuld sikkerhed kunde sige, at han ikke længer var blandt de levendes tal, rakte hun, som havde været gift med Ungarns største skald, for alteret sin haand til Arpad Horvath, professor i heraldik ved universitetet i Budapest. Havde Julia Szendrey eiet noget af den sjælsfornem- hed, som er et af de høieste adelsmerker, vi kan blive var hos et menneske, saa havde hun sat sin ære og stolthed i at forblive Petöfis enke. Man fristes til at bruge endnu sterkere udtryk. Eller vidner det ikke om en høi grad af hjertets ikke egoisme alene, men kynisme, naar Julia Petőfi var istand til atter at skride op til brudeskammelen under tonerne af en bryllupsmarsch, medens den gribende sang, Petőfi aaret i forveien havde sunget for hende, da høsten nærmede sig med blegnende blomster og gulnende blade, endnu gjenlød i hendes øre?1) Se, blomsten visner, og livet svinder. Kom, dyre viv, som jeg fik af himlen! Idag du bævende hos mig hviler, imorgen kanhænde jeg sænkes i graven. Er jeg den første, som døden bærer paa sorte vinger til skyggelandet, vil grædende du ved min gravhøi knæle, din kjærlighed aldrig en anden skjænke og aldrig forsmaa det navn, jeg gav dig ? *) Oversat af forf.
