Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
356 For kirke og kultur. i længden ikke kave gjort ham lykkelig. Julia Szendrey var smuk, havde adskillig esprit og kuude virke blændende og bedaa- rende. Men hun var hysterisk og som alle hysteriske kvinder egoistisk, lunefuld og usand. Hun besad megen sentimental føl- soinhed, men liden virkelig følelse. Forfængelig som hun var, vilde hnn ikke nøie sig med at være en digters hustru; hun vilde selv være digterinde. Men hendes forfængelighed var langt større end hendes begavelse. Det bedste og i virkeligbeden eneste af blivende værd, som skriver sig fra hendes haatid, er en oversæt- telse af H. C. Andersens eventyr. Allerede under forlovelsestiden viste det sig, hvor forskjellige hun og Petőfi var. Hun pinte og plagede ham med sine luner og uberegneligheder, og der var stadige rivninger mellem dem. Symptomer, der varsler lidet godt for et længere samliv. For Petőfi og hans Julia blev samlivet dog ikke langt, ikke fuldt 2 aar, heri iberegnet den tid, han tilbragte i felten. Da hendes mand var forsvundet i det ulykkelige slag ved Schåszburg, blev det fortalt, at hun straks begav sig paa vei for at lede eiter ham og forklædt i mandsklæder gjennemstreifede hele Siebenbürgen. Hendes forældre vil tage hende til sig; men hun svarer, at hun vil blive i hovedstaden, hvor alle tager del i hendes fortvivlelse. Thi fortvivlet er hun, siger hun selv. med emfatisk betoning. Den 25de april 1850 skriver hun til en ungdomsven: «Jeg har ikke et roligt minut. Saasnart jeg er alene, føler jeg mig vanviddet nær. Hver aften græder jeg saa længe, til jeg bliver ganske mat. Da befrier en afmagtligneude, dyb, bedøvende søvn mig for bevidstheden. Men ogsaa i mine drømme lider jeg bestandig. Mit hjerte ligner en ligkiste, hvori evig hungrige, umættelige orme uophørlig gnaver paa et lig. Rundt om mit hjerte sporer jeg evindelig disse ormes myldren, ethvert slag er saa smerteligt og voldsomt, som skulde det være det sidste . . . Enhver livslyst er død, forsvundet i mig . . . Ofte har jeg allerede sat den skarpe, kolde spids af min dolk paa mit bryst. Dog, bestandig har endnu en varm haabets funke oplyst og opvarmet den kolde nat, hvori jeg er nedsænket. Aa, om jeg endnu kunde faa se min Sándor, (det magyariske navn for Alexander) bare for et øieblik! Om jeg kunde faa dø for hans fødder! Til dette for- fængelige haab er den eneste lykke, jeg endnu kan vente, knyttet . . . Forunderligt! Jo mere syg, jo mere elendig min sjæl er, jo sundere er mit legeme. En uudtømmelig livskilde maa strømme i
