Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
Alexander Petőfi. 35& en dyb tone mindre i hans omfattende register. Efter den store sorg, som var overgaaet ham, havde det, selv om man tager hans unge aar i betragtning, vel ikke været saa unaturligt, om han aldrig mere havde ladet sig inspirere af den vingede Gud og hans ord til Jókai havde vist sig at være sande: «Nu vil jeg bare skrive et bind kjærlighedsdigte til min mor». Og vist er det: den varme inderlige følelse for moderen er et af de ædleste træk hos Petőfi og udgjør en væsentlig del af hans menneskelige og digteriske eiendommelighed. Man hore et digt som det følgende1), der for- øvrigt allerede er skrevet i 1844. Han havde da ikke seet sin mor paa halvtredje aar: Auf dem ganzen weg nach hause war ich des ’gedankens voll: wie ich mein so langentbehrtes mütterchen begriissen soll? AVas ich erst ihr liebes, schönes sage, wenn sie mich um schmiegt mit den armen, die mich einstens schaukelnd in den schlaf gewiegt. Viel gedanken, schön’ und schön’re, kamen da mir in den sinn; stille schien die zeit zu stehen, doch mein wagen flog dahin. Und nun stürz’ ich in das Stübchen . . . mich an’s herz die mutter presst . . . und ich häng’ am mund ihr — sprachlos . . . wie die frucht am bäume fest. Men aaret efter Etelkas død traf Petőfi en anden ung kvinde, der kom til at spille en stor og skjæbnesvanger rolle i hans liv. Det var den 18-aarige Julia Szendrey. Hun blev hans hustru, og til hende har han viet nogle af sine herligste digte. Og dog er det et spørgsmaal, om hans følelser for hende har været andet end en sterk forelskelse. Et er ialfald vistnok sikkert: hun vilde *) Dette digt foreligger baade i en svensk og en dansk oversættelse; men begge er lige uheldige. Da Ladisl. Neugehauers tyske gjengivelse er den bedste, som overhovedet haves paa noget sprog, hidsætter jeg. denne uden at forsøge paa nogen fornorskning deraf. Forf.s anm.
