Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz

354

For kirke og kultur.

Etelka Csapó. Hun var endnu neppe voksen, men stod i henseende- til hjertets og aandens gaver ikke tilbage for sin ældre søster Marie, gift med Pető fis ven, digteren og politikeren Alexander Vachott og selv bekjendt ved sine barnebøger og ungdomsskrifter. Det synes, som om Etelka har gjengjældt Petöfis følelser; men til nogen forklaring kom det aldrig mellem dem. Hun døde nemlig meget hastig 7de januar 1845, efter nylig at være traadt ind i sit 17de aar. Petöfis smerte var skjærende. Vennen Maurus Jókai var vidne til den og siger, at den aldrig blev fuldt udslettet af hans sjæl. Derimod er det intet andet end poetisk sentimentale fantasier, naar Jókai i sine erindringer om Petőfi udtaler som sin faste overbevisning, at dersom Ételka ei var død, vilde Petőfi endnu. have været ilive. «Hun vilde ganske sikkert være bleven hans skytsaand hernede paa jorden. Men saa kaldte hun ham til sig, da hendes sanger ikke havde mere at bestille i denne verden». Petőfi udbad sig som en gunst selv at maatte lægge hende i kisten,, og paa begravelsesdagen, da alle havde forladt kirkegaarden, blev han alene tilbage og kastede sig, aldeles opløst i smerte, ned paa graven. Vachott indvilgede med glæde i hans indstændige ønske om at flytte ind paa den afdødes værelse og bo der. Og i dette rum, der for ham var heiligere end et tempel, fødtes saa i de vaagne og sorgfyldte nætter nogle af de skjønneste toner, som har lydt fra hans digterharpe. Aften efter aften vandrede han ud til Etelkas grav. Og til hver blomst, hver immortelkrans, hvormed han havde smykket graven, føiede han, naar han kom hjem, en krans af vers. Døden var hans muse. Saaledes er den af 36 digte bestaaende cyklus «Cipruslombok Etelka sírjáról», cypresløv fra Etelkas grav, hvori den dybeste sjælesmerte sitrer gjennem hver eneste linje, bleven til. Hans venner begyndte at blive æugstelige for ham. Han var i lang tid bytte for et mørkt tungsind, han skyede menneskenes selskab, og hans fysiske kræfter tog af dag for dag. Det saa en stund ud, som om det virkelig skulde blive til alvor, hvad han i en af Etelka-sangene bebuder, at han nu havde hængt sin harpe paa kirkegaardens sørgepile for aldrig at røre den mere. Det gik dog heldigvis ikke i opfyldelse. Hans strenge lød snart ligesaa fuldt og rigt som før. Sangen hørte altfor meget til hans inderste væsen, til at selv den bitreste sorg var istand til at bringe den til at forstumme. Dog vilde det maaske have været forstaaeligt, om der fra nu af havde værete