Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
Alexander Petőfi. 353 Han er ikke blot udgaaet umiddelbart fra folket som dets eget barn; men han er sjæl af dets sjæl, han er folket selv, det er legemliggjort i ham. «Han tilhører», siger Ungarns mest fremragende literaturhistoriker prof. Franz Toldy, «fnldstændig folket i sin afstamning, sine sæder, sine tilbeieligheder og sine dyder, og hans digte, der er et med hans liv, aander ganske folkets luft. Han var begavet med en overordentlig skabende fantasi, besad en dyb sedelig følelse, en meget kraftig selvbevidsthed og en frisk, sund humor, dertil et saa «unkindliches Gemiitb», at den konventionelle verdeu ikke formaaede at beseire det, saa at han indenfor denne verden, hvori han var tvungen til at leve, forblev, baade i sit liv og sin digtning den frie naturs exceptionelle søn». Intet under derfor, at haus digte slog ned i folket som aldrig nogen andens. En af hans tyske biografer og oversættere Alfred Teniers siger om dem: «De var for folket som kjære venner. Styrkende, duftende og farveglødende som markens blomster. Det fulde liv skummede i dem. Den glød, som brænder i druen fra tokay, vemoden i den ungarske violins strenge, det sanselige raseri i den yppige ungarerdans, den maanebelyste hedes trylleri, fiskernes sang, betyarernes (faarehyrdernes) skøieragtige lystighed, den ungarske adelsmands trods fra den tid, da han tyktes sig selv at være en konge og neppe engang erkjendte Gud som herre og dommer over sig, alt dette klang som et tusendfoldigt harmonisk ekko gjennem denne naturpoets sänge». Der er hos Petőfi flammende lidenskab ved siden af øm inderlighed, ædel ophøiethed og pathos ved siden af den største simpelhed. Ingen bar bedre forstaaet at tolke den rene kjærligbeds glød1). Han var i det hele en ren natur. Intet kunde bringe ham mere i harnisk, end naar nogen i hans selskab tillod sig at fremkomme med letfærdig og smudsig skjemt. Dette træk havde han tilfælles med Nikolaus Lenau. Petőfi har sværmet for mange kvinder; men en virkelig dyb kjærlighed har han neppe følt mere end engang. Det var til 1) Digteren Andreas Jynge, der har vist sig som en meget dygtig og smagfuld andenhaandsoversætter af russiske lyrikere («Samtiden» no. 1 og 3 for iaar), har i «Kristiania dagsavis» for 17de og 20de mars d. a. fint og smukt oversat fire ungarske sange efter Ha eks «Ungarische lyrik». Blandt disse er ogsaa en af Petöfis mest sympa- thiske kjærlighedsviser. Den poetiske skildring af kjærligheden, som indeholdes i 13de sang af haus epos «Salgo», er oversat af mig i no. 17 af «Urd* for iaar. Forf.s anm. Tor kirke og kultur. VT. 23
