Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
352 For kirke og kultur. til daad». Det er ikke nok at sige, at Petőfi er den største digter, som den magyariske literatur har frembragt, han er meget mere end dette. Thi først med ham opstod der en virkelig magyarisk literatur. Først hos ham er det klangen af folkevisen, som er den dybtliggeude grundtoue. Vörösmarty, olympieren paa det ungarske parnas, som han er bleveu kaldt, var den talentfuldeste lyriker, Ungarn hidtil havde eiet. Han var en mand af høi ideal stræben, en egte aandsaristokrat. Og en formens mester, en sprog- kunstner som ingen før ham. Der er en forunderlig musikalsk velklang og melodirigdom i hans poetiske diktion, og den pragt- fnlde akcentkoloratur, som er et særkjende for det magyariske sprog, gjør sig neppe hos nogen ungarsk digter saa gjældende som hos ham. Hans digte udmerker sig ved rhetorisk sving og blæn- deude kolorit. I sin « Szózat», den magyariske nationalsang, som har gjort hans navn udødeligt i Ungarn, har han forstaaet at anslaa en simpel og gribende akkord, saaledes som han undertiden kunde det. Ellers er hans sang en ophøiet kunstsang; i den har ingen naaet høiere i Ungarn end Vörösmarty. Men folkelig var han ikke, han ligesaalidt som nogen af hans forgjængere. Den eneste af disse, som til en vis grad skulde kunne undtages fra denne dom, maatte være den liøit begavede Michael Csokonai (t 1805), et forulykket geni, der i meget minder om Lasse Lucidor i Sverige og Joh. Chr. Günther i Tyskland. Hau har nogle enkelte gange anslaaet folketonen, og der er da i hans sang en usædvanlig oprindelighed og skjønhed. Men det er kun leilighedsvis, ligesom bare en passant, at han synger i den tonart. Ellers skriver han sentimentale, fade hyrdeidyller i Geszners smag, komiske epopøer å la Blimauers «Eneide» og Kortums «Jobsiade», i hvilke han lægger et ikke ringe fond- af burlesk humor for dagen, «schwungvolle» klopstockske oder og anakreoutiske sange, fulde af dityrambisk kraft og saftigt lune. Til Vörösmarty saa folket op med beundring og ærefrygt; men der blev altid et fornemt distanceforhold mellem det og ham, fordi det ikke i ham fandt sig selv igjen, ikke i ham hørte ekkoet af sin egen stemme. Han, saavelsom flere af hans samtidige og forgjængere, kunde vel ogsaa nu og da benytte det folkelige og behandle det i sin digtning; men det var for dem kun en form og et middel. De stod med hele sin oprindelse, udvikling og dannelsesretning, med hele sin personlighed selve folket fjernt. Ganske anderledes med Petőfi.
