Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
348 For kirke og kultur. forbløffe af noget, begyndte uden videre at læse. Det vårede kun nogle faa eieblikke, og Vörösmarty hørte efter méd den mest spændte opmerksomhed. Saa sagde han ganske rolig, da Petőfi var færdig og lukkede heftet sammen: «De er den eneste virkelige lyriker, Ungarn nogensinde har havt, mig selv iberegnet. For Dem maa der sørges*. «Og saaledes vaagnede da Petőfi en dags, siger hans ven digteren og kritikeren Paul Gyulai, «og fandt, at han var Ungarns populæreste skald. Hvor han gik og stod, sang man hans sange. Han sov ind ved dem om aftenen og vaagnede om morgenen ved at høre dem synge paa gaden». Overalt, hvor han kom, hyldedes han med begeistring. Hans reise gjennem landet lignede et triumftog. Da han i Debreczin, hvor han for faa aar siden var bleven udpebet som skuespiller, traadte ind i teater- salonen, reiste det talrige publikum sig og hilste ham med lydelige «Eljen*raab. Redaktører og forlæggere sloges om ham og tilbød ham hidtil uhørte honorarer. Endog for det allermindste digt fik han sine 5 dukater. Som et meteor var Alexander Petőfi dukket op paa den ungarske digtnings himmel, som et meteor forsvandt han, efter- ladende sig et straalende spor, som aldrig vil forsvinde, saalænge det magyariske tungemaal tales. Hvad der giver glorien om Petöfis navn en endnu sterkere glans og gjør hans skikkelse saa sympathisk gribende, er det, at hans tidlige død — han blev revet bort midt i sin feireste ungdom, kun 26J/2 aar gammel — var en heltedød for fædrelandet. Hans navn staar undsletteligt indskrevet ikke blot i Ungarns literatur, men ogsaa i dets historie. I de uforglemmelige marsdage 1848 spillede Petőfi en af hovedrollerne. Hans glødende opraab «Talpra magyar, hi a haza* (Op, magyarer, fædrelandet kalder), denne ungarske marseillaise, som han skrev natten til den 15de mars og selv oplæste med høi røst for den bølgende folkemasse den følgende morgen, for i et nu i tusender af eksemplarer landet rundt og ringede som en stormklokke. Dette digt sammen med flyvebladet «Hvad det ungarske folk vil», ligeledes forfattet af Petőfi, er det første eensurfrie skrift, som udkom i Ungarn. Da frihedskampen brød ud, blev Petőfi Ungarns Tyrtæus. Hans berømte «stridssang», som den ungarske regjering havde ladet trykke og uddele i hæren, blev sunget med begeistring af husarerne og csikoserne under de blodige dage i 1848—1849. Men Petőfi vilde ikke bare være sit folks Tyrtæus. I september 1848 stillede
