Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
Alexander Petőfi. 349 han sig selv under fanerne, fulgt af sin 67-aarige far og sin 24-aarige bror. Petőfi blev kaptein ved den 27de landværnsbataljon, hans gamle far blev fanebærer. I begyndelsen af 1849 blev Pető fis kompani forenet med general Josef Berns armékorps i Transsylvanien, og mellem den berømte polák, en af de mest uforfærdede krigere og genialeste strategikere, militærhistorien har at fortælle om, og Ungarns store sanger udviklede der sig et underligt forhold, næsten som mellem far og søn. Bem gjorde ham til sin adjutant og sekretær og ophøiede ham til majors rang, paa samme tid som Windischgmtz satte en pris paa hans hoved, en ære, som han delte med Bem selv og mange flere, blandt dem Ludvig Kossuth og — dennes hustru og 3 smaa børn. Bern elskede Petöfis digte; de hørte til hans kjæreste lekture. Og da han i 1850 laa paa sit dødsleie i Aleppo i Syrien, lod han dem læse for sig. Petőfi har i to af sine digte, flere aar før krigen udbrød, paa en gribende maade udtalt det som sit ønske, ja sin bon, at han maatte dø paa valpladseu. Maurus Jókai giver en merkelig beretning om en sammenkomst paa den literær-politiske kafé Pilvax i Pest nytaarsaften 1846, hvor, foruden ham og Petőfi, 8 andre af de betydeligste repræsentanter for Ungarns literære ungdom var tilstede. Talen kom paa døden, og en af dem opkastede det spørgs- maal: «Mon hvad maade vi kommer til at dø paa?« Den ene efter den anden udtalte da, i hvilken skikkelse han troede, døden vilde komme til ham, og for næsten alles vedkommende er det, forunder- ligt nok, gaaet, som de tænkte. Petőfi \ar den sidste, som udtalte sig. «Endnu ser jeg», siger Jókai, «hans alvorlige ansigt for mig, da han sagde: «Jeg dør ikke i fred og ro — slagmarken bliver min dødsseng». Og divinatorisk og profetisk oplæste han saa det ene af hine to nævnte digte, som netop var skrevet og det paa en tid, da der endnu herskede den dybeste fred i Ungarn. Hans for- udsigelse og ønske skulde snart opfyldes. Den 31te juli 1849 angreb Bem med sine 5 000 mand russernes 18 000 ved Szegesvar (Schäszburg). Ungarerne maatte vige. Bem selv blev haardt saaret og fandtes næsten død i et morads. Petőfi saaes snart her, snart der blandt de kjæmpende, bevæbnet med et engelsk jagt- gevær. Den sidste, som saa ham, var regimentslægen dr. Lengyel. Han stod da lænet op mod en dørpost, hensunken i dybe tanker, uden at bekymre sig det mindste om to kosakregimenter, som nærmede sig. Hele den ungarske hær var da i vild flugt. Siden
