Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
342 For kirke og kultur. ind i tyverier og vekselfalsk: jernloven er over dem. Meget overbevisende og æstetisk virkningsfuldt er arveligheds- og milieu- fatalismen gjennemført i bogen, dens filosofiske og moralske værdi kan der jo altid tvistes noget om». Skjønt Vedel selv karakteriserer bogen paa denne maade, fælder han den dom over den: den «er i mine øine en god bog, noget af det vegtigste som denne vinter har bragt». En bog som «spotter enhver forsynstro» og «overbevisende og virkningsfuldt» hævder den krasseste «arveligheds og og milieufatalisme», en bog, som følgelig maa virke dræbende paa al ideel tro og al ideel stræben — en slig bog er «god» i Yedels øine. Hvorfor? Fordi den er godt gjort. Den er «lødig kunst». Er den bare «kunst», «lødig kunst», da folder Vedel sine hænder. Hvad denne lødige kunst virker, om den fremmer livet eller dræber det, ja, se, «det kan der jo altid tvistes om» siger Vedel; vel at merke: hvis man er oplagt til at tvistes om slige ting, som Vedel aabenbarlig ikke er. De er biting for ham. Kunsten, kunsten, den lødige kunst — den er alfa og omega, begyndelsen og enden. Det har sin interesse som modsætning hertil at se Brøndsteds dom om bogen. Han indrømmer at den hæver sig over de fleste nutidsskildringer «ved slaaende sandhed i enkelte iagttagelser». Det hindrer dog ikke, at han finder bogen «urigtig, syg, et vrænge- billede af verden: forf. hober alverdens laster og ondskaber sammen paa sin scene, alle personer er gemene» særlig i kjønslig retning. Og «alle disse sletkeder fremtræder som uundgaaelige, natur- bestemte»; «disse grænseløse gemenheder undskyldes»; de und- skyldes «med den bedste undskyldning: ingen kan blive anderledes . . . Menneskene kan bare blive ved at være onde, de kan ikke gjøre ved det . . . Jeg hørte en sød uskyldig pige sige efter læs- ningen af den bog: Herregud, er vi virkelig saa slette allesammen — men det er vi vist. Nei, det er vi nu ikke, men det er ikke Amalie Schrams skyld om vi ikke bliver det». Naar man stiller Vedels og Brøndsteds domme om denne bog side om side, da ser man det svælgende dyb som er befæstet mellem det etiske og det æstetiske syn paa literaturen. At Amalie Schram skildrer liderlighedeu som naturnødvendig forarger Brønd- sted, for han ved at en slig skildring altid fremmer lasten. Vedel forarges ikke. Vedel beundrer; ti skildringen er godt gjort, den er «lødig kunst». Medens vi her har to himmelvidt forskjellige
