Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz

Kamp og arbeide i Danmark.

343

livssyn, er der bare en gradsforskjel mellem Vedel og Ed. Brandes. De gouterer begge to «gemenheden i kunstnerisk form»; Vedel «tiller bare større krav til den sidste end Brandes. Medens

Brøndsted kræver af kunsten at den skal tjene livet, løfte og for- ædle det, siger Vedel og Brandes i kor: Vart pour Vart.

Samtidig med at de danske kristne her har optaget en kamp vi maa ønske dem lykke til, har de ogsaa begyndt et arbeide af stor betydning. Der blev ifjor dannet et «Udvalg til social oplys- ■nings fremme». Formand i udvalget er prof. i statsøkonomi H.

Westergaard, en mand hvis navn har god klang i kristelige kredse. Sekretær er vor bekjendt fra prestekurset ihøst Fernando Underberg. Blandt medlemmerne merker vi os den novenfor nævnte sogneprest Schack. Udvalgets formaal er «at søge kristendommens retfærdighedskrav klarere erkjendt og bedre gjennemført i de sociale forhold». Dette forinaal vil det søge at naa «ved at fremme almen social oplysning, baade historisk og praktisk». Det har derfor begyndt udgivelsen af et ugeblad «Vor tid» (pris 1 kr. kvartalet).

Bladet stiller sig paa bestemt kristelig grund. «For os staar Jesus Kristus som vore sjæles hyrde og som verdens herre, som livet og lyset i en syg og fordærvet verden, som den hvem alt med rette tilhører, og som derfor ogsaa har krav paa alt, det aandelige saavelsom det materielle». Forsaavidt stiller bladet sig i bestemt opposition til socialdemokratiet. Denne opposition hindrer •det dog ikke i at yde socialdemokratiet stor anerkjendelse. Det anerkjender dets «velgjørende hensynsløse hævden af de høieste idealer», dets «alvorlige præken mod den brutale ínanimondyrkende spidsborgerlighed, mod disse «rovdyr med familiefølelse», mod den sterkes undertrykkelse af de svage». Bladet opstiller derfor samme maal for sit virke som «Socialdemokraten» nemlig: «borgerlig frilled, social lighed og internationalt broderskab». «Saalænge det ikke er naat, vil vi ikke anse vor stræben for overflødig, saa lidt som vi vil lade os afskrække af kloge folks forsikring om at det er utopisk. Yi har i rigt maal — i skole hos ham som vi kalder •vor Herre — erfaret, at det ikke er det som i øieblikket kan virkeliggjøres der fylder menneskets sjæl med hellig stræben og fremskridtets ildaand; spørgsmaalet bliver blot om maalet er rigtig sat, og derom nærer vi ikke tvivl».

Hvem maa ikke ønske de danske brødre hjertelig til lykke