Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
Kamp og arbeide i Danmark. 341 styrelsens indskriden, og — man tog sig siden iagt. Hverken forfattere eller forlæggere ynder konfiskation. Dermed skal det dog ikke være sagt, at den danske regjering har gjort klogt ved sit sagsanlæg. Den har ialfald gjort en dum- hed ved at komme saa sent med det. At der ikke blev noget af de modernes møde er neppe noget stort tab. Valdemar Vedel har siden offentliggjort den tale han vilde holdt paa dette møde, og denne tale er som man kan vente den af Vedel og den retning han repræsenterer. De folk har ikke noget andet at fare med end sin æsteticisme. Det alt beherskende for dem er modsætningen mellem skjønt og uskjønt. De optræder mod Edv. Brandes og hans klik, fordi dens reklamevæsen, dens struttende vigtighed, dens hensynsløse foragt for andres overbevisning og dens svinerier byder dem imod ved sin uskjønhed. Det kan være vel nok, men det holder ikke. Server usedeligheden rigtig kunstnerisk, lever «lødig kunst», og Vedel falder til fode. Usedeligheden er for sterk og farlig en fiende, til at man kan komme den til livs med saa spæde og stumpe vaaben som den æstetiske skjønhedssands raader over. For at møde den maa man vide hvad samvittighed er, og kunne tale et ord til samvittigheden. Men det er netop æsteticismens dybe mangel: den er uden samvittighed, fordi den er uden Gud. Hvor svag Valdemar Vedels stilling her er, viser bedst hans holdning ligeoverfor Amalie Schrams <iAfkomi>. Han skildrer selv denne bogsaaledes: «Ligesom i flere af Zolas romaner virkes der for- trinsvis ved at udæske og oprøre vore følelser . . . Livets vilkaar- lighed og oprørende planløshed møder os overalt som en spot over enhver forsynstro. Naar Severin engang vil skaane kokkepigen for en uretfærdig mistanke, høster han kun utak til løn: «saadan var altsaa menneskene». Naar han snyder og lyver gaar det ham der- imod godt. For uskyldige brændende bønner forbliver himmelen stum og uden svar, men naar Myre i kramboden ser leilighed til at rapse nogle speciedaler og derved bringes ud af sin knibe, takker han paa sine knæ rørt forsynet for at det i den yderste nød har rakt ham en hjælpende haand. Men over alle er dommen naadeløs og uafvendelig; alle er «afkom» d. e. de har deres skjæbne nedlagt fra fødselen i slegtsarven. Severin maa snyde i stil, maa stjæle fra sin bedste ven, og ender med at hænge sig; Fie maa forføres i løitnantens ungkarlsværelse. Myre maa fedte sig
