Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
340 For kirke og kultur. dekadenternes svinerier, og særlig at provinspressen endnu ikke er sunket saa dybt hverken i sedelig nihilisme og gjøren-grin eller i «girondistisk» frygtagtighed for bjerget. Det sidste lider den konservative presse herinde i hovedstaden af i høi grad->. Næsten alle blade stilled sig efterhaanden mod «Politiken». Ja, noget meget mere hændte, noget noch nie dagewesenes. Ogsaa fra den moderne leir fandt man det nødvendigt at rykke imarken mod Edv. Brandes og «Politiken». Mænd som prof. Høfding, Valdemar Vedel etc. indbød til et offentligt møde, hvor man i den moderne etiks og æstetiks navn vilde protestere mod det yderste venstres overdrivelser. Dette møde blev der dug ikke noget af. Netop som det var berammet, beslutted regjeringen at sætte Edv. Brandes under tiltale for krænkelse af den offentlige sedelighed ved sin berygtede bog. Indbyderne til det paatænkte møde betragted dette som et angreb paa pressefriheden, og vilde ikke paa nogen maade optræde som regjeringens allierede. De aflyste derfor mødet. I det hele taget øved regjeringens sagsanlæg en virkning som ikke var heldig: den livlige forhandling om sagen som netop var begyndt i pressen afbrødes. Dette maa ganske vist beklages og bliver almindelig beklaget. De som i kristendommens og sedelighedens navn havde reist kampen, finder nok at sags- anlægget var en dumhed. Det kan ogsaa gjerne være, at saaledes som sagerne stod dernede burde det helst været undladt. I ethvert fald var det en dumhed, naar man vilde skride til sagsanlæg da at vente i maaneder før man gjorde det. Sligt maa gjøres raskt og resolut, naar det skal gjøres. Men jeg kan dog ikke være enig med dem, som anser et saadant sagsanlæg i og for sig for en krænkelse af friheden eller for en uklogskab. Tvertimod mener jeg, at et literært produkt saa helt igjennem svinsk som «Ungt blod» bør forfølges af politiet og domstolene. En person som giver sig til at føre liderlig tale i et anstændigt selskab, disputerer man ikke med. Man siger kort og godt: hold mund din gris! Og vil han ikke lystre: heraus! Det er en ynkværdig og farlig svaghed, lader man en slig person blive siddende og forarge og fordærve selskabet med sit snak. Man skal ikke indvende, at man gjør reklame for en liderlig bog ved at forfølge den. Det er bare den øieblikkelige virkning. I længden er virkningen en anden. Jægers «Fra Kristianiabohemen» og Krohgs «Albertine» kom saa nogenlunde ud af tilværelsen ved
