Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
dommen ud fra sig, desto heftigere vil striden blive. Alt dette kan vi nu her ikke gaa nøiere ind paa; men vist er, at jo mere disse samfund, som begge har sin oprindelse fra Gud og begge sigter til menneskenes velfærd, om end paa forskjellig maade, kan staa i et anerkjendende og venskabeligt forhold til hinanden, desto lykkeligere er folket, desto rigere udfolder sig folkets liv. Jeg tror, vi ter nævne det engelske folk, ja den angelsachsiske folke- stamme i det hele som et illustrerende exempel. Hvor meget vi end derfor maa se tilbage paa de første aarhundreders kirke som et lysende forbillede, hvor meget vi end maa ønske, at vore tiders mange og mangeslags kirkesamfund havde mere af den ild, den begeistring, den kraft, som ndmærkede hin kirketid, saa maa vi dog ikke glemme, at kirken dengang var en ecclesia pressa, og at forfølgelsens tider ikke er gunstige for dannelsen af et kristeligt folkeliv. Kirken og staten havde dengang endnu ikke fundet formen for det forhold, hvori de gjensidig bør staa til hinanden, om det hele samfund skal kunne trives. Forholdet er i mange maader vanskeligt, og fuldtud tilfredsstillende vil det ikke blive ordnet før da, naar «alle verdens riger er blevne Herrens og hans salvedes», men indtil da famler man dog efter den rette form, og hver kristen maa ønske at kunne bidrage dertil efter sin evne. Forholdet mellem kirken og staten kan ordnes og har i tidernes løb været ordnet forskjellig, fastere eller løsere, med større eller mindre rettigheder for kirken. Det er slet ikke nødvendigt eller ønskeligt, at kirken for at kunne virke som folkekirke bliver en statskirke i den strenge forstand som f. ex. hos os. Dette navn bruges heller ikke overalt. I Danmark tales der kun om folkekirken, og dens forfatning skal efter grundloven af 1848 ordnes ved lov, et løfte, som rigtignok hidindtil staar uindfriet. Den preussiske (unerte) kirke heder: die Landeskirche, den engelsk- episcopale kirke benævnes the established church osv. Det maa erkjendes, at hos os er baandet imellem kirke og stat et altfor stramt. Kirken har lidt og lider fremdeles derunder. Klager har lydt, og klager lyder fremdeles. Sekterne har i høi grad udnyttet vor kirkes bundne stilling i deres interesse. Mange af kirkens egne børn er blevne kolde i sin kjærlighed til den just paa grund af dens ufrihed. Upaatvivlelig har vort kristenfolks paatagelige mangel paa kirkeligt syn og kirkelig bevidsthed for en stor del Frikirken eller kirkens frigjørelse. 367
