Petőfi gyüjtemény - B sorozat / 26-os doboz
dndflydelse som ikke staar i nogetsomhelst rimeligt forhold hverken til deres antal eller deres talent». Om Edv. Brandes skriver han: «-Dette gamle blod der synes at være monoman paa det kjønslige omraade, svælger med den nykonfirmeredes hele graadighed i enhver sexuel udmaling, med en uappetitlighed der minder sterkt om de to gamlingers der belurede Susanne i badet . . . Han stimulerer enhver til at give sig sine sandser ■og drifter i vold og anvender ethvert overtalelsesmiddel for at faa andre til at følge sit eksempel, drevet frem som det synes af en slags dæmonisk skadefryd». Om Nansen: «Det synes som om Nansen har sagt sig selv: dyd og last er ganske udlevede begreber, der nuomstunder kun hører hjemme paa teatret og i kirken. Hvem tager sligt for alvor mer? . . . Hau overvandt baade kritikens og publikums betænkeligheder, hans bøger baade læstes og kjøbtes (i hvid silke), gjemtes maaske endog under fine smaa kniplingsbesatte hovedpuder. Lasten var bleven ulastelig, ti Nansens bøger var det, som E. Brandes's aldrig blev: «silke helt igjennem».» Naar disse to mænd sammen med en liden klik har kunnet beherske det literære liv i landet, da er gründen dertil den, at der ikke var nogen modvægt som der var forslag i. Medens de «promt og resolut aflivede enhver bog, ethvert literært fænomen hvori de lugted modstand, særlig da modstand mod den hellige kjønsfrihed, og med en driftig og metodisk reklame støtted hver den der i tide stak en smule hestefod frem, var det saa langt fra at den øvrige .presse tog repressalier, at den tvertimod indtil de seneste tider syntes besat af en overdreven samvittighedsfuldhed og anerkjendelse overfor dem som «Politiken» roste, og gjerne lod sig slæbe med saa langt som det for velanstændighedens og de kjære abonnenters skyld gik an . . . Sikkert er det, at den der skulde stole paa den literært-konservative presses støtte alene, fik en vanskelig stilling. Denne støtte var ofte lunken og lidet forstaaende, fordi man ikke bag den følte den dirrende lidenskab, den personlige opgaaen i sagen, som karakteriserte «Politiken» . . . Deraf blev følgen, at den overveiende del af de yngre forfattere . . . søgte hen til det blad der viste mest interesse for dem og ivrigst søgte at hverve •og bruge dem». . Paa den maade fik klikken bragt det derhen «at ingen andre Kamp og arbeide i Danmark. 337 For kirke og kultur. VI. 22
